27/02/2025
Skoletræthed, pjæk og skolevægring
Som Trivselskommissionen netop har påpeget, er det vigtigt at være præcis i sprogbruget, når vi taler om seriøse tilstande. Derfor falder det mig for brystet, når begreberne bliver rodet sammen og løsningerne, derfor heller ikke matcher de reelle problematikker.
Skoletræthed – når elever synes skolen er kedelig. De faglige krav er enten for høje eller for lave. Tab af motivation og meningsfuldhed i forhold til at engagere sig i undervisningen. Eleven orker ikke at lave lektier eller forberede sig til timerne.
Pjæk – når ovenstående fører til, at eleven ikke dukker op i skolen.
Skolevægring – når en elev gennem længere tid har været overbelastet mentalt og sansemæssigt, hvilket har ført til mistrivsel. Utryghed i klasserummet og på skolen, uro og larm, (ikke nødvendigvis i andres optik), behov for struktur, forudsigelighed og en følelse af at man bliver forstået, der ikke imødekommes, er alle årsager til den stresstilstand, som eleven oparbejder. På et tidspunkt knækker filmen, og eleven KAN ikke komme i skole. Deres kroppe stivner, så de fx ikke kan tale eller bevæge sig, eller de går i flugttilstand.
Der er fysiske reaktioner, ofte indtræffer mavesmerter, lang tid før man ser andre symptomer, men også opkastning, feber og generelle sygdomssymptomer. Allergier kan eksplodere og der kan optræde åndenød, svimmelhed, besvimelse osv. Ofte vil søvnen være påvirket, det er simpelthen svært at falde i søvn, når krop og hjerne kører, eleven har intet overskud til at være sammen med hverken venner eller familie. De isolerer de sig på værelset og mister appetitten eller trøstespiser. De stopper med fritidsaktiviteter og mister kontakten til venner.
Hvis ikke eleven oplever at omgivelserne lytter, forstår og hjælper, men derimod tvinger og gennemtrumfer handlinger, som overskrider elevens grænser, forværres tilstanden og kan føre til selvskade, spiseforstyrrelse og selvmordsforsøg. Psykoser som kræver indlæggelse, er også et resultat af overbelastningen.
Der er ofte svært, for udenforstående, at forstå, hvor invaliderende det er, ikke bare for eleven men hele familien, når et barn får det så dårligt, at de ender i skolevægring. At pege fingre ad forældrene og sige; I skal bare lære at sætte grænser, eller I skal stoppe sygdomsfortællingerne derhjemme’ er dissideret tarveligt, stigmatiserende og en udstilling af manglende viden på området.
Forældre får smadret deres økonomi, tilknytning til arbejdsmarkedet, sociale liv i årevis, og mange får selv belastningsreaktioner og bliver skilt, som følge af deres barns mistrivsel.
Løsningen er IKKE at udskamme forældre yderligere, men kigge på, hvad det er der har ændret sig i folkeskolen, som gør at flere elever ikke kan trives i de givne rammer. Så hvordan tilpasser vi rammerne efter børnene og ikke børnene efter rammerne?
Og så skal vi lige huske, at det ikke udelukkende er elever, som ikke trives i folkeskolen. Rigtig mange lærere, 16.000 har jeg hørt, har forladt skolen og de rammer de ikke trives i. Forskellen er blot, at vi voksne har mulighed for at vælge fra, det har eleverne ikke.
